Aarsleff Rail

Aarsleff Rail skal anlægge nye overhalingsspor ved Kalvebod

Aarsleff Rail skal være med til at øge kapaciteten på en af Danmarks mest trafikerede jernbanestrækninger, efter at virksomheden i efteråret 2025 vandt første del af opgaven om nye overhalingsspor ved Kalvebod.

Aarsleff Rail har vundet første del af opgaven om anlæggelse af nye overhalingsspor ved Kalvebod – et projekt, der skal bidrage til øget kapacitet og bedre fremdrift i den danske jernbanetrafik. Kontrakten blev tildelt i efteråret 2025 af A/S Øresund efter en evaluering, hvor Aarsleff Rail opnåede topkarakter alle tre evalueringskriterier: pris, organisation og samarbejde.

Overhalingssporerne ved Kalvebod i København er en del af Infrastrukturplan 2035 og skal styrke forbindelsen mellem Roskilde, København Syd og Københavns Lufthavn. Projektet vil dermed komme både passager- og godstrafik til gavn og bidrage til en mere robust og fleksibel jernbaneinfrastruktur i hovedstadsområdet.

Projektet omfatter en omstrukturering af Hammelstrupvej-broen, så denne kommer til at kunne rumme fire spor i stedet for kun de nuværende to spor samt udskiftning af to gangbroer over banen. De to nye spor kræver etablering af ny trækkraftforsyning. Den nuværende neutrale sektion skal også flyttes, og en pumpestation skal gennemgå en mindre ombygning i form af forstærkninger for at skabe plads til de nye spor. Derudover skal der installeres spunsvæg langs hele strækningen for at holde jordvolden på plads og skabe plads til de to nye spor.

Mere præcist kommer arbejdet med den første del af opgaven til at inkludere:

  • Konstruktioner og anlægsarbejder for overhalingsspor, broer og gangbroer
  • Geotekniske undersøgelser
  • Etablering af ballastlag (7 cm under sveller)
  • Jordarbejde: fjernelse og flytning af jord
  • Nyt drænsystem
  • Udvidelse af bro
  • Opførelse af to nye gangbroer
  • Installation af spunsvægge og støjskærme
  • Koordinering med Banedanmark om signalprogrammet

Projektet gennemføres som en totalentreprise og indledtes i efteråret 2025 med en projektudviklings- og samarbejdsfase (SPU-fase). Her har bygherre og projektets parter i fællesskab arbejdet med at udvikle og optimere de tekniske løsninger med udgangspunkt i en target-pris på 330 mio. kr. Arbejdet sker i tæt samarbejde mellem Aarsleff Rail, Per Aarsleff Fundering, Munck Havne & Anlæg og Sweco.

Siden kick-off er der blevet arbejdet intenst med de tekniske løsninger i en række forskellige arbejdsgrupper, opdelt efter de forskellige faglige discipliner.

Projektet forventes afsluttet i 2028.