Ny Nørreport Station
Ombygning af Danmarks travleste station
I januar 2015 afsluttede Aarsleff-Rail Nørreport I/S ombygningen af Nørreport Station i det centrale København. Renoveringen blev udført i syv overordnede etaper og indeholdt både under- og overjordiske arbejder. Under hele udførelsesperioden blev trafikken for tog, busser og bløde trafikanter opretholdt på og omkring stationen. Det sikrede vi ved at omlægge veje, cykelstier og fortove efterhånden som projektet skred frem.
Helt ny fjerntogsperron
Renoveringsarbejdet i tunnellerne blev delt op i tre etaper, både for at togdriften kunne opretholdes i løbet af ombygningen, men også for at sikre passagerernes adgang til stationen.
I tunnelerne renoverede vi de næsten 100 år gamle betonkonstruktioner. Efter afrensning af bjælker og vægbeklædning totalrenoverede vi den nedslidte beton og udskiftede fugtmembranen med et nyt lag beskyttelsesbeton og nyt profileringsbeton.
Fjerntogsperronen på Nørreport Station blev totalt ombygget med ny belægning, lofter og flisebeklædning, og belysningen samtidig væsentligt forbedret. Derudover installerede vi nyt ventilationsanlæg, som gav luftkvaliteten på stationen et markant løft. De 11 store, 8,5 meter høje ventilationsrør på stationspladsen er monteret med glas, og rundt om rørene er etableret træbænke. Ventilationsrørene indgår sammen med de kunstnerisk udformede tage i udsmykningen af byrummet.
Minutiøs planlægning
Renoveringen af tunnelrørene foregik om natten og blev udført fra et 200 meter langt arbejdstog, der om aftenen blev kørt ind i det spærrede spor og ud igen, inden togdriften blev genoptaget næste morgen. Processen krævede god logistik og minutiøs planlægning.
Fokus på sikkerhed
Arbejder, der foregår ved og på jernbane i drift, er forbundet med store risici. Derfor havde vi særlig opmærksomhed på sikkerhed under hele ombygningen. Udover at alle arbejder blev udført i henhold til reglerne for arbejde på spor i drift, blev alle medarbejdere instrueret grundigt, inden opgaverne blev sat i gang.
Nyt byrum på oversiden
Over jorden er alle tidligere bygninger revet ned og erstattet med nye. Især udførelsen af de ”svævende” tage var en udfordring. De er udført i sprøjtebeton med pudset overflade. Det er Gottlieb Paludan Architects og Cobe, der har tegnet den nye plads og den nye fjerntogsperron.
En stor forandring i forhold til tidligere er, at den kørende trafik er permanent omlagt til den ene side af Nørre Voldgade, med undtagelse af servicetrafikken til butikkerne. Hele pladsen omkring stationen har fået ny smuk granitbelægning, og cykelparkeringspladserne er fordoblet med forsænkede ”cykelbede”, som er en nyskabelse.
FAKTA
- Renovering af S-bane og
- fjernbaneperroner (hver perron ca. 200 m)
- Nye stationsbygninger
- Nye ventilationsanlæg
- Totalrenovering af 4 × 400 m tunnelrør
- 18.000 m2 ny forplads/byrum
- 13.000 m2 omisolering af tunnel inkl. beskyttelsesbeton og profileringsbeton
Bygherre
Københavns Kommune
DSB
Banedanmark
Arkitekt
Gottlieb Paludan Architects
Cobe
Aftaleform
Hovedentreprise
Entreprenør
Aarsleff-Rail Nørreport I/S
Samarbejdspartnere
Per Aarsleff A/S
Wicotec Kirkebjerg A/S
Petri & Haugsted as
Anlægsperiode
Oktober 2011-januar 2015